Vi kender nok mest af alt sukker som en råvare, vi kan bruge i køkkenet, og det er da også en af de mest populære råvarer indenfor fødevareindustrien . Den kommer enten fra sukkerrør eller sukkerroer, og bliver derfra omdannet til mange forskellige sukkerprodukter. Det bliver produceret i mere end 130 lande på verdensplan, og du har mulighed for at investere i prisen på sukker.
Udover at bruge den søde råvare i køkkenet er der rent faktisk også mulighed for at investere i sukker ligeså vel som i mange andre råvarer.
I denne artikel vil vi gennemgå, hvordan du kan investere i sukker, og hvilke fordele og ulemper der kan være ved det.
Hvad er sukker?
Vi kender alle til sukker. Nogle kan lide det på deres havregryn, nogle i kaffen og andre i kager. Det tilføjes til alt fra sodavand til gourmetmad, og er en af de mest handlede landbrugsråvarer i verden.
I gamle dage var sukker kendt som “det hvide guld”, og nogle velhavende mennesker gemte det endda som en form for opsparing. Måske det var begyndelsen på at investere i sukker. Selvom vi kender til anvendelsen, kender vi måske ikke alle til produktionen af sukker, og det kan være en ret god idé at sætte sig ind i det, hvis du overvejer at investere i sukker.
Produktionen af sukker kan spores helt tilbage til oldtiden, hvor det har været fremstillet af saften fra sukkerrør. Efter Napoleonskrigene begyndte der at blive fremstillet sukker i Europa af sukkerroer.
Siden da er der sket store udviklinger i produktionen, men i dag er cirka 70% af verdens sukker fremstillet af sukkerrør og de resterende 30% bliver fremstillet af sukkerroer.

Hvor produceres sukker?
Sukker bliver produceret i hele verden. På grund af klimaet kan vi i de nordlige egne kun dyrke og fremstille sukker fra sukkerroer. Omkring 75%-80% af alt sukker kommer dog fra sukkerrør, der dyrkes i de varme egne af verden. Lande som Brasilien, Indien, Thailand og Kina er de førende sukkerrørs-producenter i verden. For at opnå en forståelse for prisen på råvaren, kan det være en god idé at sætte sig ind i produktionsforholdene verden over. Herunder vil jeg gennemgå verdens to største producenter af sukkerrør.
Brasilien
Brasilien er det land, der producerer mest sukker i verden med 37,3 millioner ton sukker i 2019/2020. Det er til trods for, at der de senere år har været udfordrende forhold for bønderne. Dels tørke og dels lave priser på afgrøderne, har haft betydning for produktionen. Brasilien eksporterer størstedelen af dets sukkerproduktion hvert år.
Indien
I næsten to årtier har Brasilien været verdens største producent af sukker. I 2018/2019 blev de dog overhalet af Indien, der producerede 33 millioner ton sukker. Det er 19 procent af verdens samlede sukkerproduktion. De forventer dog en lavere produktion i år, dels på grund af tørke i 2018, der fik sukker-bønderne til at så færre afgrøder, og dels på grund af oversvømmelser i 2019 der skadede afgrøderne.
Se flere lande på grafen.

Hvilke muligheder er der for at investere i sukker?
For langt de fleste består deres portefølje ikke udelukkende af sukker, men af en sammensætning af flere forskellige råvarer. Som med en lang række andre råvarer, er det muligt at investere i sukker gennem ETF’er, futures eller aktier i sukkerfabrikker eller -producenter. Herunder kan du læse mere om de forskellige muligheder.
Investering i sukker-ETF’er
Når det kommer til sukker, er det en overvejelse værd, at investere i ETF’er. ETF’er bliver handlet på børser verden over på samme måde som aktier. Men modsat aktier giver ETF’er adgang til en række aktiver, uden at du behøver at placere hele din investering i en enkelt eller måske to virksomheder. ETF’er minimerer i øvrigt risikoen ved at diversificere investeringen, og samtidig drage fordel af hele ETF’ens samlede præstation og den generelle popularitet i sukkersektoren.
Fordelene ved ETF’er er, at der er risikostyring og en diversificering af porteføljen. Ulempen kan være, at du giver afkald på selv at have kontrollen over opdelingen af aktiverne.
Sukker-futures
Sukker-futures er en meget almindelig måde at investere i fysisk sukker. Futures-kontrakter er juridiske aftaler, der giver dig mulighed for at købe eller sælge en råvare til en forudbestemt pris på et aftalt tidspunkt ude i fremtiden. Kontrakterne forhandles på futuresbørser, som fungerer som markedspladser for købere og sælgere, og det er vigtigt at huske at handle med kontrakterne, før de udløber. Hvis kontrakterne udløber, mens de er i din portefølje, kan du i princippet risikere at stå med en stor mængde sukker. Sukkerproducenter og store sukkeropkøbere bruger ofte future-kontrakter for at fastlåse en pris, så det er ikke det mest oplagte marked for en almindelig dansk investor. Men daytraders og spekulanter kan også handle futures og endda få et afkast ud af det.
Futures kan være ekstremt volatile eller ustabile, hvilket gør dem til en mere risikabel investering end andre muligheder. For at få succes med en investering i sukker-futures kræver det, at man rammer plet på timing og prisbevægelser.
Fordelen ved futures er, at de handles efter standardiserede kontrakter, der afgør råvarens kvalitet og mængde. Ulemperne er, at futures er ekstremt ustabile. Det er meget svært at forudsige nøjagtig, hvordan priserne vil svinge. Derudover skal future-kontrakten handles, før den udløber.
Aktier i sukker-virksomheder
En anden, mulighed for at kaste sig ud i et sukkereventyr, er at købe aktier i en virksomhed, der enten sælger sukker eller er involveret i produktionen af sukker. Her er det særligt vigtigt at være opmærksom på strømningerne på de globale sukkermarkeder og i de lande, der er førende på sukkerproduktion.
Fordelene ved at købe aktier er, at du – som med alle aktier – kan vælge mellem en lang række af sukkeraktier, og sælge dem når du vil. Derudover får du en enkel, tilgængelig og alsidig adgang til markedet. En ulempe kan være, at du lægger alle dine æg i en kurv, modsat hvis du vælger en ETF.

Hvordan påvirkes prisen på sukker?
Ved at investere i denne meget volatile råvare, kommer muligheden for et betragteligt afkast – men dermed også risikoen for et betragteligt tab. Det skyldes alle de mange faktorer, der påvirker prisen. Hvis du overvejer at investere i sukker, kan du her få et indblik i faktorerne, så du kan sætte dig ind i råvaren og dens prisudvikling.
Globalt udbud og efterspørgsel
Som med mange andre råvarer er priserne meget afhængige af udbud og efterspørgsel. Hvis sukkerbønderne forventer høj efterspørgsel, planter de flere afgrøder. Ligeledes planter de færre afgrøder, hvis de forventer lav efterspørgsel. Hvis den globale efterspørgsel er større eller lavere end udbuddet, rammes priserne som en direkte afledt faktor heraf.
Vejrforhold
En sæson med meget regn kan have stor indflydelse på afgrøderne. Ligeledes kan for lidt regn hæmme væksten, og i sidste ende føre til en markant mindre høst end forventet, og priserne vil stige. Derfor kan vejrforholdene have en indflydelse på priserne. Dette punkt vil naturligvis være mest relevant, hvis du er interesseret i at handle med direkte afgrøder som sukker-futures og i mindre grad relevant, hvis du er interesseret i virksomheder, hvis produkter indeholder sukker.
Ethanolefterspørgsel
Ethanol er bedre kendt som sprit eller alkohol, og det kan måske virke lidt mærkeligt, at efterspørgslen på ethanol har indflydelse på prisen på sukker. Men sukker bliver i høj grad brugt til at fremstille bio-ethanol, der konkurrerer med benzin som brændstofkilde. Et fald i oliepriserne kan sænke efterspørgslen efter sukker til bio-ethanol, mens en stigning i oliepriserne kan betyde en højere efterspørgsel efter sukkerbaseret ethanol. Derudover bliver ethanol brugt til at fremstille det alkohol, der bliver brugt i øl, vin og spiritus
Sundhedsmæssige foranstaltninger
Skiftende regeringer verden over har i en lang årrække været sat under pres, for at gøre noget for at modvirke en fedmeepidemi. I Danmark har det resulteret i en afgift på chokolade og andre sukkervarer, og tilsvarende afgifter ses verden over. Selvom det her måske ikke er den største årsag til prisændringer, vil det formentlig i sidste ende have betydning for forbrug og priser.



Kommentarer